Morfar

Som tiden tager os, efterlader den ord. Nogle af dem er jeg begyndt at skrive ned.

Du sad bare der i din stol til sidst

Forvirret og tosset var du blevet

Gråden trængte sig på hver gang

Du talte om gamle dage

…..

Du kradsede så dybt med fingerneglene

At stoffet på armlænet måtte give op

Og i en en støvregn af skumgummi

Forsvandt du langsomt, men sikkert

…..

Du talte russisk, når du ikke ville vise

At du blev usikker og bange og ikke forstod

De voksne fattede det ikke

Men jeg så det i dine isblå øjne

…..

Du blev mere og mere som jeg var

Sat udenfor døren og isoleret

En umyndig i en myndig mands krop

Og du vidste det allerinderst inde

…..

De andre fortæller om en barsk mand

Men ham mødte jeg ikke en eneste gang

Jeg kom først til verden da dine kanter var bløde

Da du ikke behøvede at herske mere

…..

Du sad i min tipi på græsplænen

Med et pandebånd pyntet med fjer

Jeg hentede dig din stok og din lue

Og sammen stak vi af fra det hele

…..

Du fortalte mig om alt det du vidste

Og noget af det du ellers havde glemt

For jeg krævede intet og tog imod alt

Uden at rynke på bryn eller vrisse

…..

Jeg græder nogle gange stadig for dig

Når billedet fra min barndom står skarpt

Følelsen af din store, rynkede hånd

Der tager om min og giver den et klem

…..

Et tillidsvækkende klem af kærlighed

Et klem, der fortalte, at du stadig var der

Selv om de andre havde opgivet dig

Jeg vendte dig aldrig ryggen

…..

Jeg fik et ar for livet den aften

Da onkel kom på uventet besøg

Hans øjne var våde og stemmen itu

Jeg vidste hvorfor, før han talte

…..

Den dag de begravede dig blev jeg væk

Jeg sad i din stol og kærtegnede dit hærværk

Mens tårerne løb om kap med regnen

Og din procession sneglede sig forbi

…..

Nok sad du bare der i din stol til sidst

Forvirret og tosset, som du var blevet

Men for mig var du alt det jeg drømte om

En mand. En klippe. En af forme sig som.

…..

Hvis jeg sidder der i min stol til sidst

Lige så forvirret og tosset som dig

Så håber jeg nogen ser alt det andet

Der stadig bor derinde bag øjnene

…..

At jeg i din ære kan spille den rolle

Selv om verden helt har afskrevet mig

At nogens lille hånd vil gribe om min

Og skabe en kærlig bro til fremtiden

••••

Til minde om Otto Ejner Christoffer Ottesen (18. juni 1905 - 22. marts 1987).